Velkommen til Tanzania

Klokken slår, tiden går, og jeg glæder mig efterhånden til vi kommer tilbage til Iringa. Det har været en lang tur, hvis vi tager Mwanza med, og det gør jeg. For jeg boede der godt nok i 4 uger, men i en taske, og der var en masse ting der ikke var mine egne. Det er nu bedst at være hjemme.

Vi har nu haft en god tur. Ingen bil-problemer. Jeg har jo forresten også fået en anden. Den har kun kørt 54.000 km og det hele fungerer bare, det er dejligt. Vi har da også fået solgt en masse bøger. Da vi tog fra Mwanza var jeg sikker på at vi ikke kunne have flere bøger i bilen, den var så stoppet at bladfjedrerne i bag var lige som en lineal. Men nu har vi næsten ingenting tilbage. Vi kører på sidste vers med næsten alle bøger og vi har siden Mwanza solgt for 7.5 mill. Hvis det fortsætter sådan kan vi køre til Iringa næsten uden bøger.

I dag syntes jeg ikke at jeg havde lyst til andet end at bade efter de 2 gudstjenester i kirken her i Kigoma. Og nu da vi har solgt bøger næsten uafbrudt i 1½ måned syntes jeg godt at vi kunne tage en halv fridag. Lake Tankanika viste sig da også fra sin bedste side. Vandet var dejligt, solen skinnede fra en skyfri himmel, vi havde stranden for os selv og alt var perfekt. Vi (Levi og jeg) havde været i vandet en enkelt gang og lagt og stegt lidt i solen. Vi havde spist lidt af vores medbragte brød og sodavand. Nu var det så tid til at blive kølet ned igen. Mens vi var derude sagde Levi pludselig "twende" (lad os tage af sted). Jeg spurgte ham hvor han ville hen? Jo, han ville ned på markedet og sælge bøger. Her skal det lige siges at vi de sidste 7 måneder har haft mindst 20 grader og ca. 500 km til det nærmeste badested. Så siden påskeferien har jeg ikke været ude og bade. Jeg må da også ha set meget forkert ud i hovedet. For Levi trak det næsten lige så hurtig tilbage. Hvis jeg på det tidspunkt skulle vælge mellem stranden og en markedsplads hvor der var støvet og solen bagte og der næsten ingen mennesker er fordi det er søndag, så ved jeg godt hvad der ville veje mest på vægtskålen. Jeg var på det tidspunkt fuldstændig ligeglad med om der nogensinde var nogen der igen kunne komme til at købe bøger her i Tanzania. Nu ville jeg bare nyde denne, Guds, dag. Det blev da også sådan, heldigvis.

Vi fik solgt godt ud af bøgerne i Kigoma, så godt at vi faktisk ikke rigtig havde det helt store at sælge på hjemvejen. Og da vi kom til Kahama havde vi kun 6 Bibler tilbage og et par bøger, men bibler er nu trækplastret, så der var heller ikke det helt store med kunder. Det var også grunden til at vi tog de sidste 850 km på en dag. Det var en lang tur, men det var det hele værd da vi kom hjem kl. 20 torsdag aften d. 21. Vi havde da også lige nået at sælge for ½ million den dag, så vi var godt trætte, turen havde taget 13 timer og vi havde haft 1 punktering. vi fik på de 15 dage turen varede solgt for 9,5 millioner.

Dagen efter jeg kom hjem fra tur tog alle os danskere der er her i Iringa ud til Udzungwa (derude hvor vi var på camping med Agnes og Carsten). Vi var 21 voksne og børn og vi havde en hyggelig weekend. I denne uge har jeg flyttet mine ting ind i den store volontørlejlighed. Der er egentlig ikke så mange ting, men de fylder en hel del når de kommer ud af deres respektive skuffer og skabe, men nu er det hele lagt på noget man godt kan vælge at kalde deres plads, så jeg er klar til at slappe af og holde ferie for bilen er pakket ud og alt der absolut skal klares inden jeg kan holde ferie er klaret.

På søndag vil jeg så tage til Dar for at tage imod Morten, Kenny og Madsen. Jeg glæder mig til at se nogle kendte ansigter hjemmefra.

Efter en bustur på 9 timer kom jeg så godt til Dar i går. Det er nu ikke særlig spændende at side i bus i 9 stive timer, og så holdt han kun 1 pause. Jeg fik mulighed for at møde den nye bogvolontør der skal være her i Dar, i går aftes, det var meget hyggeligt.

Men hernede holder jeg sommer på et andet tidspunkt (nemlig når jeg får besøg). Dvs. at jeg i juni var på en lille 3 dages tur med 3 piger fra LMH. De var nede og se lidt til Agnes og Carsten Rahbeks arbejde. Men de ville også godt ud og køre en lille tur med mig. Det resulterede da også i at de fik lov til at se en mand der stod og takkede fordi han nu kunne købe en bibel. Han var rigtig glad.

Heroppe i Mwanza gør jeg en hel del i at køre i daladala (en lille 9 personers bus) noget som jeg ikke plejer at gøre så meget i. Men det kan godt være en oplevelse. Jeg kører først Levi og en ung fyr ved navn Pedro ned i byen med bogbilen. Så forlader jeg dem og tager så en daladala hjem. Hjemme på Soma Biblia passer jeg butikken sammen med Sara, der også er hushjælp. Om aftenen når vi har lukket butikken tager jeg så tilbage til byen og henter Levi og Pedro. En dag da jeg sad i daladalaen og skulle til at betale ( vi var vel ca. 20 mand i den) så jeg at manden der kræver penge ind tabte en mønt. Han kiggede ned og fortsatte så med hans arbejde. Da jeg kiggede ned så jeg hvorfor han ikke havde samlet den op. Den var væk! Bunden i bussen var næsten væk. Der var huller over det hele. Og hvis vi havde kørt en mand over kunne jeg ha vinket til ham. Jeg kunne simpelthen side og tælle de hvide striber på vejen. Da jeg skulle ud var jeg forsigtig med hvor jeg satte fødderne. Her i Mwanza bor jeg sammen med Levi og Sara. Det giver en hel del kommunikation på swahili, så når den nu i 1½ måned kommer til at stå næsten uafbrudt på swahili og lokale retter tror jeg det bliver godt at komme til Iringa igen at snakke lidt dansk og få nogle frikadeller.

På torsdag (i dag) tager jeg så på en bogtur. Jeg skal til Kigoma. Det er en tur der tager ca. 17 dage og vi regner med at sælge en masse bøger inden vi igen kan sætte fødderne på den danske grund i Iringa, ca. 1½ måned efter vi tog af sted. Derfor har vi i dag pakket bilen rigtig godt til, og bladfjedrene i bag står næsten som en lineal.

En del af mit arbejde hernede er også at formidle til andre hvad det er jeg går og laver (jeg ved godt at jeg ikke har været så god til det, det er sjældent at i hører fra mig). I denne forbindelse var Karma og Arne hernede for at lave nogle små interviews og filme LM's arbejde. Jeg skulle så lave et lille interview og stå model for lidt billeder. Der går sikkert ikke så længe inden i på LM's hjemmeside kan se hvad det blev til.

Jeg kommer som sagt til Iringa igen ca. d. 23. august. Så skal jeg lige flytte lejlighed og lære Leon lidt at kende. Så går der en lige uge og så får jeg besøg hjemmefra. I ved måske at Morten og Kenny kommer herned og ser til mig, det glæder jeg mig meget til. I må meget gerne bede for at vi får 3 gode uger der ikke er præget af sygdom og alle mulige ulykker.

Så er det vist tid til at fortælle lidt om hvad jeg så går og laver her i Mwanza, men først lidt om turen hertil.

Tro det eller ej. Jeg fik mit Kamera og videokamera stjålet . . . ved kirken i Dodoma!! Der er åbenbart en der har forsømt sin bibellæsning de sidste dage. Det er en ting der er PISSE irriterende. Man skal hele tiden ha øjne i nakken og låse alt og dobbelttjekke om det hele er som det skal være - og derudover skal man bare passe på hele tiden. Så har man en chance for at beholde sine ting i fred og ro. Det øjeblik man begynder at tænke at så slemt kan det da ikke være, og giv dem lige en chance, smutter der et eller andet ud af hænderne på en. Det er PISSE irriterende at man ikke bare kan stole på folk. I går røg der også 2 sangbøger fra hylden af samme grund - jeg tænkte at det er jo ikke alle der stjæler - og jeg tror også at de 14000 der var i underskud i går er røget ved samme lejlighed. Jeg elsker Tanzania, men det er jeg MØG træt af. (undskyld sproget).

Ellers gik turen fint her til Mwanza. Levi og mig fulgte et "Hans og Grethe"- spor undervejs. Der lå engang imellem en appelsin på vejen, over ca. 70 km lå der en appelsin med ca. 1 kilometers afstand. Jeg begyndte at fortælle Levi om Hans og Grethe. Men vi blev hurtig enige om at det nok ikke var dem der var på færde. Min teori gik imidlertid ud på at der kørte en lastbil et eller andet sted foran os og tabte af sin last. Lige med et så vi bilen, halvt fuld af appelsiner, jeg håber for ham at han selv havde læsset den anden halvdel af - ud over de par stykker han havde tabt.

Her i Mwanza passer jeg butikken og sender Levi i byen med en kasse bøger, eller som i dag hvor jeg tog og kørte i byen med ham og en evangelist herfra og tog en taxa hjem, så kan de sælge i byen hele dagen fra bogbilen. På fredag tager vi på en lille tur, Levi og jeg. Det bliver ca. 6 dage vi skal være af sted.

Vi troede lige at alt var i orden med mit residens, men jeg skulle blive slemt skuffet. Jeg har godt nok fået lov til at arbejde andre steder end i Iringa, men ikke så mange steder som det var meningen. Så må jeg se hvad jeg kan få ud af det.

Der er sket meget her på det sidste. Familien Friis er taget til Danmark, de har afsluttet deres tjeneste hernede. Alle de andre volontører er taget hjem. Jeg har været på bogtur med volontørene fra LMH. Nu er jeg taget på bogtur. Turen går til Mwanza. Jeg regner med at være der på onsdag og derefter skal jeg se efter butikken til d. 7. August fordi Inge Marie og Leif er på ferie. D. 7. tager jeg med Levi på tur til Kigoma hvor vi vender næsen hjemad mod Iringa. Det bliver ca. d. 21. August vi kommer til Iringa igen, så nu er det bare arbejde indtil da. Jeg skal bo sammen med Levi og Sarah i huset Soma Biblia har i Mwanza. Jeg er lidt spændt på hvordan det skal gå i 4 uger sammen med dem. Bagefter skal Levi og jeg på tur i godt 2 uger og så tror jeg også at vi trænger til lidt ferie fra hinanden. Men jeg tror jeg kommer til at få brugt mit kiswahili i de næste 7 uger, og jeg får lært en masse nyt (der er ikke noget der er så skidt at det ikke er godt for noget). Nu er det jog ikke meningen at det skal lyde nigativt, jeg glæder mig, men jeg ved også at det bliver hårdt ind imellem. Jeg vil gerne have om i har mig (og min tålmodighed) med i forbøn (det bliver nok en prøve en gang imellem).

Det jeg ser mest frem til lige nu er at Morten (min lillebror) og Kenny (en ven) kommer på ferie hernede 3 uger i September. De skal se hvordan mit Tanzania er og hvad jeg render og laver og så skal vi på ferie.

Hernede er vi alle gået i eksil. Jens Erik og jeg gik og arbejdede nede på værkstedet, alt gik fint. Indtil bierne kom. Det lyder måske lidt pjattet at løbe væk fra et par bier. Men så har i ikke mødt de bier vi har hernede. Deres stik gør ondt i flere dage og når man er blevet stukket af en bi kommer alle de andre efter en og vil stikke, det er som at se en Anders And tegnefilm. Der er ikke andet at gøre end at løbe og søge ly. Vi går egentlig rimelig fredelig rundt imellem dem til hverdag, men så en gang imellem går de amok. Lige nu er alle medarbejdere og hvide søgt inden døre. Hvis man skal ud er det om at løbe fra det ene hus til det andet og ikke slippe nogen bier ind. Så lige nu sidder jeg bare og venter på at invasionen får ende.

Nu er bierne faldet lidt til ro, efter 2 timer kan vi bevæge os uden for døren igen, de fleste steder.

Først nu her kl. 18 var bierne ikke længere en gene, det har varet hele dagen. Man skulle hele tiden passe på og når der kom en bi galt det om at løbe væk.

Jeg kom af sted ud til massaierne søndag d. 25 og jeg kom hjem d. 29. den dag havde jeg kastet op siden midnat, så jeg så ikke ud af meget. Men det var heldigvis kun en 24 timers ting så fredag var jeg ved at komme til kræfter igen. Jeg skriver lidt mere om den tur senere. (Billeder)

Vi var en lille tur i Ismilla med Agerbo's i lørdags, det er nu en hyggelig lille tur at tage derud.

I søndags var vi i Mlowa (derude hvor jeg var på tur med massaierne). Der var 3 kirke-indvielser. Den første var en massai-kirke og de 2 andre var i den lille landsby. Biskoppen var der til at velsigne kirken og åbne dørene, det gjorde vi ved alle 3, og de 2 første steder fik folk besked på at der ville blive holdt gudstjeneste ved den sidste kirke, hvorefter der skulle være mad til alle. Der var også gudstjeneste i 2½ timer - efterfulgt af nadver, det tog i hvert fald 3 timer ved den sidste kirke - så er man glad for at han kun prædikede ved den ene kirke. Det var en god og lang dag, så vi var godt trætte da vi kom hjem.

De sidste par dage har jeg bare pakket bogbilen, og i middags i dag tog Levi og mig til Dodoma. Som så tit før blev Levi køresyg på den tur, det går op og ned - ud og ind og hans mave kan ikke holde til den strækning. Så stakkels Levi var ikke meget værd her til aften, jeg håber han har det bedre i morgen. Turen går videre til Kondoa og Kibaya og Kilosa.

På grund af uforudsete forhindringer kom jeg jo ikke af sted i onsdags på tur. Men senere på ugen regner jeg med at mødes med evangelisterne der er blevet kørt ud til stedet hvor det hele skal foregå. Så må vi til den tid vise film og køre rundt som planlagt.

Jeg skal have nyt Residens. De har inde i Dar es Salaam fundet ud af at vi kan lave en special ansøgning om at jeg kan få residens for op til 10 Mkoa (områder i Tanzania). Dvs. at problemerne med at jeg nok i bund og grund ikke må arbejde ret mange andre steder end i kommunen Iringa vil blive løst hvis det viser sig at det bliver godkendt. Det vil jeg godt have at i beder for at Gud vil se på det problem.

Ellers går hverdagen hernede som den jo også gør for jer i Dk. Jeg har den seneste uges tid arbejdet på at rette en bil op. Der var engang... en bil der kørte ind i en af DLMs biler inde i Dar es Salaam, og da ikke alt er hvad det er i Danmark endte det med at bilen kun blev lavet halvt. Den satte 4 spor i sandet når den kørte ligeud. Det er der ingen der har glæde af, så jeg skulle se om vi ikke kunne lave om på det. Fortøjet kom af og jeg fik lavet et Storm-p (eller noget) beslag på midten af bilen og henne i forenden. Jeg satte så en stang imellem og skar et stykke ud og satte en donkraft i der kan presse med 10tons. Da bilen havde knast lidt og vi ikke turde at presse mere viste det sig heldigvis også at bilen var tilnærmelsesvis lige, det kan ikke længere ses med det blåtte øje. Så nu kan jeg sætte "opretter" på visitkortet. (Billeder)

I weekenden var vi så i Ruaha. Vi tog af sted lørdag morgen og kørte rundt i parken og så på de dyr der var kommet ned fra bjergene. På grund af regntiden søger dyrene op i bjergene, for der er køligere og der er masser af vand i regntiden, men nu er tiden kommet hvor de begynder at søge ned til floden. Men der var nu ikke ret mange dyr der havde set den fidus, det er ikke altid at de følger kalenderen lige så slavisk som vi gør. Men vi havde en god weekend. Vi sov i telt og hvor der var plads, da der ikke var stænger til det ene af de 2 telte vi havde med. (Billeder)

Nu er turen jeg har glædet mig til lige for døren. Jeg skal på onsdag på tur for Carsten, da han ikke kan komme af sted. Jeg skal ud til Mlowa sammen med 4-5 Massai evangelister. Der skal vi vise film og evangelisterne skal prædike guds ord for dem der vil høre. Jeg glæder mig meget og i må gerne bede for turen, den kommer til at tage 8 dage.

Så var vi på camping i weekenden. Vi var af sted med Agnes og Carsten, og vi nød det. Der var ingen telefoner der ringede (der var ingen mobilnet) og der var ikke nogen der havde et problem. Det viste sig at campen lå lige op og ned af en Nationalpark som hedder ......, der kan man kun tage på gå-safari. Vi var ikke inde i parken, men som det måske er jer bekendt så er dyrene i en park ikke hegnet inde. Så vi så da også lidt dyr, men mest den gule babian og nogle andre lidt mindre aber, vi så dog også en fugl med et kæmpestort næb, på dansk vil jeg nok kalde den en næsehornsfugl. en slags stor papegøje med et næb der præger fuglen meget, fik desværre ingen billeder.

Carsten tog os ved næsen. Vi var ude og gå en tur og vi havde set mange spor på jorden af en Tandala (Kudu, en stor antilope) og flere af elefanter. Så da vi gik der på rad og række vendte Carsten sig pludselig om og råbte ELEFANT, og så skulle man se 5 volontører der fik benene på nakken, (der findes mange historier med at de har dræbt og lemlæstet mennesker der møder dem) vi løb indtil vi hørte Carsten begyndte at grine, han syntes at det var vældig sjovt, og det må da også ha set sjovt ud. Men den der ler sidst... En af pigerne kom for noget tid siden galt af sted mes sit knæ og nu er hun så ved at få det bedre. Vi fik det arrangeret sådan at hun lå og var faldet og ikke kunne gå længere. Så måtte Carsten jo som den mand han nu er jo bære hende resten af vejen hjem. Da han så ud til at hans hjerte ville stå af på grund af overarbejde overtog jeg, men jeg blev jo desværre træt ret hurtig så Carsten måtte gribe ind igen... Han kom på arbejde, den stakkels mand. (Billeder)

Det går som det går. Det var hermed begrundelsen på hvorfor der er gået så lang tid siden jeg har skrevet.

Midt i Februar var næsten alle danskere her i Iringa ude og gå en tur. Vi ville op til "Korset" som vi kalder det. Det er noget som katolikkerne bruger til pilgrimsvandring og så har de plantet et stort kors oppe på toppen af et bjerg her i Iringa. (Billeder)

Sidst i Februar var vi i Ruaha. Vi sov i telt og vi havde en god tur. Vi var så heldige at se 2 geparder og en masse elefanter inkl.. 2 der lige skulle markere sig for hinanden. Vi hyggede os og jeg nød at være ude i Guds underfulde natur igen. (Billeder)

Sidst i februar/først i april tog vi (os fra Soma Biblia) til møde i Dar es Salaam. Vi havde nogle gæster med hjem til Iringa, det er altid dejligt med gæster og andre godtfolk. Derefter tog jeg på en bogtur med Levi den første halvdel af Marts, vi tog til Songea og Kyela (Matema). Vi havde en rigtig god tur og vi fik solgt rigtig mange bøger, hverken Levi eller mig har før prøvet at sælge for 8,5mil på en bogtur, selv ikke de lange, og vi var kun af sted i 2 uger så vi fik en del bøger smidt over bogbordet. Det var en dejlig oplevelse. Vi havde godt nok også en del bøvl med den gamle undskyldning af en bil vi køre rundt i men vi kom da både frem og tilbage men det bliver nu godt at få den skiftet ud en dag.

I påsken tog jeg med de andre volontører på badeferie til Matema. Vi havde nogle dejlige dage med en tur op til et vandfald der ligger i nærheden, det var en spændende tur fordi vi fik regn undervejs og så skal man holde tungen lige i munden nogle steder for der kan være glat. Vi var også ude og snorkle og se på fisk. Fik jeg sagt at Nis-Hanssen og en familie fra Mbeya (BDM) også var dernede, vi hyggede os. Vi tog også til Tukuyu for at tage nogle vandreture i bjergene og se Ngozi Crater, et flot gammelt krater hvor man går op af bjerget og ender med at se ned i søen der nu ligger i krateret 200 meter længere nede. Vi var lige et hurtig smut forbi et vandfald vi kunne gå ind under og Guds bro kom vi da også forbi. Vi var ude og se the plantager, der var the så langt øjet kunne se. Så tog vi til Mbeya en enkelt dag og besteg også lige et bjerg der inden turen gik hjem til Iringa. (Billeder)

Regntiden synger på sidste vers, så det er dejlig at det har været en god regntid og de fleste steder er det ikke regnen bønderne kan klage over. Det begynder at blive mere og mere kølig, temperaturen var nede på 25 grader den anden dag, men når der lige kommer lidt regn så ryger den endnu længere ned. Jeg kan da fortælle at da vi var på ferie i Tukuyu var temperaturen 29 grader og vi nød det dejlige vejr, men så kom der regn og på ca. 5 min faldt temperaturen til 19 grader, så bliver det KOLDT.

Jeg kom hjem d. 25. fra en bogtur til Sumbawanga. Vi havde en god tur og vi har hygget os rigtig meget sammen, Levi og mig.

I weekenden vil vi tage til et sted der ligger ca. 90 km øst på til et fredet område, så vil vi ud og ligge i telt, men det kommer der sikkert mere om.

Ja, så er arbejdet begyndt. Jeg har været en tur til Tunduma, det er nede ved den zambiske grænse og så har jeg været en tur i Nzega, det er 750 km mod nord. Levi og jeg har haft nogle gode ture, også selv om den sidste tur blev forkortet lidt på grund af skrantende helbred, men alt er i bedring. I denne uge tager Jens Erik og Carsten og jeg ud på Bibelskolen i Ilambelole (massai-bibelskolen) og så vil vi sætte et solenergi-system op så de kan få strøm, det bliver spændende at se hvad det bliver til.

Ellers er vi begyndt at få en hverdag til at fungere her i volontørfællesskabet, vi er ved at lære hinanden at kende og hygger os. Ellers har jeg egentlig ikke så meget at fortælle. Vi har regntid hernede og skildpadderne på grunden er kommet frem, så dem ser man engang imellem gå rundt og spise grønt, mens i regntiden ser man dem aldrig, de graver sig vist nok ned eller gemmer sig.

Jeg har forresten en jeg deler lejlighed med, jeg skal nok lige sætte et billede ind af ham en dag. Hver aften når jeg er på vej i seng og jeg går ind i lejligheden ser jeg ham gerne sidde oppe på muren og iagttage mig. Men den anden aften kunne jeg ikke se ham da jeg gik ind, jeg var ellers hele lejligheden rundt, men væk, det var han. Så på vej ud af døren så jeg ham side imellem de 2 myggenet der er på døren. Han var kravlet ind gennem et hul i det inderste og var blevet fanget. Han fandt heldigvis ud igen, min lille gækko, og nu kan han fortsætte med at fange flyer og myg og andre insekter, så jeg kan slippe for at få malaria, så han er rigtig dejlig. (Du kan se ham her).

Jeg kunne jo lige skrive at det godt nok er d. 13 lige nu og jeg har stadig ikke fået det ovenstående lægt på nettet. Men så kunne jeg lige nå at fortælle hvordan det er gået ude på bibelskolen i Ilambelole. Vi fik lagt solpanelerne på taget og trukket ledninger og sat lamper op. Vi arbejdede 3 mand i 2 dage, og nu har de lys, så det var et "hit".

Så er vi kommet godt til Dar es Salaam. Vi landede i går aftes, efter en overnatning i Zürich. I lufthavnen stod Ole Malmgaard og ventede på os. Da vi ankom til Soma Biblia havde Lene og Ole lidt forfriskninger klar til os, og ikke mindst en seng at sove i.

Til Middag i dag tog Lene og Ole os med til stranden ved White Sand, det var bare lækkert, der var højvande og dejlig rent varmt vand, det var lige før at det var for varmt, men da vi havde været der et par timer var det som om at det var blevet lidt køligere (vel ca. 24 grader) og så var det bare perfekt, men jeg fik jo selvfølgelig lidt for meget sol, men skal være forsigtig. Det var dejligt at blive kølet lidt af, for her er der 30 grader indenfor med ventilatoren tændt, det er bare ikke det der er så slemt, det er det at der en uhyggelig høj luftfugtighed og at der er varmere udenfor.

I morgen har vi så fået kørelejlighed ved Majbritt og Claus Pihl + børn, så går turen videre til Iringa, det glæder jeg mig til.

Jeg får nok nyt mobil nummer herned til, men jeg skal nok skrive det ind så i kan skrive hvis i har lyst, indtil videre så har jeg mit danske nummer.

Så har jeg efterhånden pakket det hele ned og er klar til at rejse. Der var en masse familie og venner forbi i går og sige farvel, så det er også klaret, det var en hyggelig aften, tak til jer der kunne komme.

Her inden afgang (mor og far kører mig til Kastrup i morgen), er jeg spændt på at se hvordan det bliver at komme tilbage til den danske grund i Iringa. Der er kommet en helt masse nye mennesker. Jeg er spændt på at se de mennesker jeg arbejdede sammen med sidste gang. Men desværre er der en jeg ikke kommer til at møde igen. Den hushjælp vi havde sidst jeg var dernede er død i mellemtiden, hun var kun 30 år. Vi var meget glade for hende, så jeg havde også glædet mig til at se hende igen, men sådan går det i Tanzania.

Så er der bare tilbage at sige at jeg regner med at mit gamle mobil nr. stadig virker, så der kan i få fat på mig, og jeg er da også online på skype og msn en gang imellem, så i må endelig ikke vige tilbage, jeg nyder at høre nyt hjemmefra. Min mail virker også fortrindelig. De kan alle sammen ses her.

Så fik jeg nok af den danske sommer :-). Jeg flyver fra Kastrup d. 4. Januar. Jeg skal være i Tanzania i 1 år

Henrik og mig skulle hjem lige inden jul. Vi havde været rundt ved alle dem vi havde lært at kende nede i Tanzania. Alle missionærerne fra Danmark og alle de andre europæere der mere eller mindre havde bosat sig i Tanzania. Inden vi skulle af sted blev der holdt en medarbejderfest på skolen for alle de tanzanianske ansatte der arbejdede for os danskere. Det var en dag hvor vi legede pakkeleg, den hvor man slår med terninger og tager pakker fra hinanden. Bagefter sang og dansede vi og så serverede vi mad for dem... og fik sagt farvel. (se billeder her)

Der var en del problemer med vores flybilletter, vi havde fået at vide at vi skulle flyve d. 21, men da de hentede billetterne i Dar es Salaam stod der den 22. på billetterne. Efter en del ringen og mails frem og tilbage fik vi styr på det, troede vi.

Så kom den 20. December hvor vi skulle fra Iringa til Dar es Salaam. Det var svært at sige farvel til Ono (vores hushjælp) og alle missionærerne og deres børn som nu havde løbet ud og ind ag vores dør, som vi havde haft en masse vandkampe med og alt muligt andet i 1½ år. Men vi kom ind i bilen og ned på busstationen og af sted sammen med de andre volontører som skulle på juleferie på Zanzibar. Vi nåede ca. 30 kilometer væk fra Iringa, så ville bussen ikke længere. vi fik at vide at vi skulle vente et par timer på en anden bus fra et andet selskab som MÅSKE ville tage os med. Vi snakkede med nogle af de andre passagerer og de sagde at de havde gjort det samme de seneste 2 dage. Der gik lidt tid så kom der en mekanikker kørende i en bil og kiggede på bussen i 2 minutter, hvorefter han sagde at den nu kunne køre til Dar es Salaam. Det troede jeg ikke på, så Henrik og mig blev tilbage da bussen kørte og vi ringede efter Jens Erik, som ville komme og hente os, så vi kunne overnatte en nat mere i Iringa og tage bussen næste morgen.

Næste dag gik det fint og vi kom godt til Dar es Salaam, ca. 4 timer efter de andre som var blevet på bussen og havde overnattet i den. Da vi kom til Dar vidste vi stadig ikke om det hele var i orden med billetterne, men det havde de fået styr på. Vi fik sagt farvel til missionærerne i Dar og kom med flyet om aftenen.

Vi skulle skynde os alt hvad vi kunne og løbe igennem lufthavnen i Zürik for at nå det næste fly. Det gjorde vi kun for at komme hen til indskrivningsskranken og finde ud af at vi ikke måtte komme med fordi de ikke kunne få vores bagage mde det næste fly. så vi ventede i lufthavnen i nogle timer og kom til Kastrup ca. 4 timer forsinket.

Så er jeg taget på min sidste bogtur. Den går til Sengida, lige nu er jeg i Dodoma, og i morgen tager vi til Kongwa, torsdag til Kondoa og fredag til Sengida, hvor vi bliver til mandag morgen, så går turen til Dodoma og onsdag tager vi til Iringa. På vej til Dodoma i går fik vi en punktering da vi var nået halvvejs, men det var ikke så galt for vi kunne heldigvis få hjulet lappet med det samme. Da vi kun manglede 30 km eksploderede det ene bagdæk, det tog lidt tid at finde ringen som sider på fælgen og få sat et nyt hjul på, det resulterede i at det sidste stykke til Dodoma måtte vi køre i mørke, det var ikke sjovt, vi kom først om på gæstehuset kl. 19.30. Her til morgen fik vi et andet dæk fat og så skulle der sælges, det er gået rimelig med salget i dag. Da vi havde parkeret bilen og skulle ind på gæstehuset så jeg at det ene bagdæk var rimelig flad.... en punktering, til en afveksling, men vi fik det skiftet så den ikke står på fælgen i morgen. Så nu skal vi ud og have det lappet inden vi kan komme nogen steder i morgen.

Nu er der kun en måned til vi skal hjem (Madsen og mig) så tiden nærmer sig med hastige skridt, det er nu ikke fordi vi ser specielt meget frem til det, men som jeg også siger, så kan vi jo ikke få det hele med hernede fra, det vil i dette tilfælde sige venner og familie, som vi glæder os til at skulle hjem til (kulden er noget helt andet).

Nu vil jeg ud og sætte nogle nye lamper op så vi ikke behøver at træde på slanger om aftenen når vi bevæger os på stien. Det er ellers ikke tit at vi støder på slanger (næsten aldrig) men så sent som i nat har vagterne slået en sort kobra ihjel, så det er nu stadig rart at kunne se hvor man går.

Jeg er nu blevet klogere på hvornår jeg kommer hjem. Det bliver d. 22 dec. kl 8.55 i Kastrup. Nu glæder jeg mig til at fejre julen sammen med familien og min lillebror har fødselsdag d 22 så det bliver godt nok.

Hernede har vi gået og bøvlet med en video der skulle bruges på LME til en missionsdag, og det endte da også med at vi fik noget sendt til DK. Jeg har sat et lille udklip ind her.

Jeg har været på en bogtur syd på, det var jeg meget spændt på, eftersom det var min første gang i det område og det var meget længe siden der sidst er nogen der har taget den tur. Der var mange muslimer..... rigtig mange, det var varmt ude ved kysten...... rimelig varmt. Men Levi og mig havde en god tur, uden uheld eller andre overraskelser og vi fik solgt en del flere bøger end jeg havde regnet med. Til gengæld tog turen ikke så lang tid som jeg havde regnet med, de 3 1/2 uger blev forkortet til 19 dage, så jeg fik lidt ekstra tid i Iringa. Den har jeg brugt på at reparere bilen efter turen, og nu er jeg også ved at være færdig med alle problemerne som computere på skolen kan finde på at lave.

Hej. Jeg vil gerne takke alle jer jeg så da jeg var hjemme et smut, det var dejlig at se jer og at opleve at i følger med i hvad jeg går og laver.

Nu er jeg kommet godt herned og har været på en bogtur med Kaj, den nye bogvolontør. Vi var en tur i Ulanga, det var en god tur, uden nogle dårlige oplevelser. Vi fik ikke solgt så meget, men de havde ikke ret mange enge og det er jo heller ikke det det kommer and på.

I morgen skal vi til at tænke missionærkonference, men under vejs er vi 9 herfra der lige tager en tur til Zambia for at se Afrikas højeste vandfald, det bliver godt lige at se noget nyt og være sammen med de nye der er kommet herned. Missionærkonferencen glæder jeg mig til, især det at have en prædikant til at stå foran en når han taler, det er ikke det samme med bånd.

Til jer der ved at jeg ikke ved hvad jeg laver efter jul, så vil jeg bare sige at situationen er uændret.

Bogturen som jeg sluttede af med, at fortælle om sidste gang forløb stille og rolig. Vi fik læsset bilen godt på i Dodoma, da der her ligger nogle tryk som vi køber bøger ved. vi kørte rundt og solgte bøger i 3-4 dage i det område hvor vi ikke før har været. Der var rigtig mange muslimer, men det vidste vi desværre ikke inden vi tog hjemmefra, ellers havde jeg taget en masse traktater med der er beregnet specielt til muslimer. Men vi fik solgt lidt og delt en masse Johannesevangelier ud til dem der ville tage imod. Et sted havde vi en lidt træls oplevelse. Det var i en by hvor der efter sigende ikke var andet end muslimer, og vi havde stillet bogbordet op, og musikken kørte på livet løs. Hvad vi ikke havde tænkt på var at det var fredag, muslimernes helligdag. Musikken, eller hvad man kan kalde det, lyder hele dagen igennem fra moskeen. Der kom en rimelig ophidset mand hen til bilen og sagde at vi skulle slukke for musikken, hvorefter han gik igen. Nu har man altid nået længst med lidt høflighed, så jeg blev lidt trodsig, og nøjedes med at skrue lidt ned for musikken, bare en anelse. Jeg tænkte at muslimerne jo heller ikke stopper med at udsende deres bønner over højtalerne om søndagen. Men der gik ikke længe, inden han kom igen, fuldstændig tosset og kogende. Nu skulle vi bare slukke for den musik, hvorefter han slog lidt på bilen. Jeg prøvede ellers at snakke med ham, men der er bare nogen der ikke vil høre efter, så da jeg havde opgivet slukkede jeg, og det var så det. En lidt træls oplevelse, men jeg kan nu godt forstå at det ikke var så smart endda (hvis de så bare ville slukke højtalerne om søndagen ;o)) Som den opmærksomme læser nok har fundet ud af, så forfølges jeg af punkteringer. Men den værste var godt nok da jeg på denne tur måtte skifte hjul i mørke. Vi var kommet lidt for sent af sted, fordi salget gik så godt. Vi drejede af vejen da det var begyndt at blive mørkt (når det sker, så går der højst 20 min inden det er helt mørkt), vi kørte ind af en jordvej, hvor vi havde 80 km at køre inden vi nåede til Kilosa. Nu var det bare så uheldigt at det havde regnet i et stykke tid, så vejen var fuldstændig pløret. Oven i det blev det mørkt. På det tidspunkt tænkte jeg på at hvad vi bestemt ikke manglede lige nu var en punktering. Den kom dog ca. 20 km længere fremme, så vi måtte skifte hjul i mørke og øsende regnvejr, men det tog os også kun 7 min, vi var til gengæld drivvåde og havde mudder langt op af benene. Resten af turen gik stille og rolig og det er en tur som bestemt må tage igen.

Så var det ved at være sommerferietid, det fejrede jeg sammen med 5 af de andre volontører ved at tage til PEPONI (oversat: paradis) ved Tanga. Vi nød 5 dage ved stranden, og var også ude og snorkle. Jeg fik også bekræftet at det der med strandferie ikke lige er noget for mig, vi havde det da meget hyggeligt, men der sker ikke så meget ved stranden.

Da det var overstået var det tid til at tage til Iringa og passe butikken medens Hanne og Jens Erik var på ferie. Det var også på det tidspunkt at mit residens pernmit (visum) udløb og skulle fornyes. Men inden jeg kom igang med at passe butikken skulle jeg en tur til Ruaha. Madsen havde 2 gæster og Brian fra Sumbawanga havde 1 og de ville alle gerne til Ruaha, de manglede bare en chauffør. Vi valgte at sove i telt må en camp ved floden. Det var en nat fyldt med lyde fra de vilde dyr, især løverne lavede en masse larm hele natten igennem, og de vat meget tæt på. Jeg gik en tur næste morgen, og fandt sporene fra dem, ikke længere end 150 meter væk.

I onsdags var jeg, sammen med Jens Erik og nogle gæster, til Agnes og Carsten, og Carsten på jagt. Det forregår ikke som i DK, men vi kørte rundt i bil for at få øje på dyrene. Det hele endte med at vi kl. 3 torsdag morgen kom hjem med en Tandala (kudu), så nu var der masser af kød.

I morgen skulle jeg egentlig på bogtur, men der er 2 ting som gør at det trækker lidt ud. Jeg skulle have Levi med, men han er på sygehuset med sin kone, hun har problemer med blodtrykket. Jeg selv mangler Residens Permit, dvs. at jeg egentlig ikke må være her lige nu, og da slet ikke tage på bogtur, inden jeg får det fornyet, men vi håber at det kommer i orden en af de nærmeste dage. Problemet med Levi har vi ordnet, så jeg tager Mang'ulisa med i stedet.

Efter den sidste bogtur med Henrik og Levi tog jeg ind til Dar es Salaam for at hente mine forældre. Det var dejligt at se dem igen, og vi havde nogle gode dage sammen. Desværre havde vi et lille uheld i Ruaha. Jeg fik bilen parkeret i et hul som jeg ikke kunne se, midt i vejen. Det resulterede i en øm albue, en smadret forrude (fars hoved var hårdere end ruden), mor fik trykket nogle ribben, og bilen så heller ikke for godt ud. Bilen fik vi repareret så vi kunne fortsætte rundt i parken, selv om de alle skrantede lidt havde vi en god tur. Da vi kom tilbage til Iringa blev far og mig syge, og da vi havde det godt igen blev mor syg. Det resulterede i at vi ikke kom på bogtur, men vi tog på nogle dagsture rundt om Iringa.

Da jeg havde sendt mor og far tilbage til Danmark tog volontørene fra Iringa og mig til Ruaha i weekenden. Vi sov i telt og vi havde en rigtig god weekend.

Så var det tid til at jeg igen skulle på en lille bogtur, det blev til en 8 dages bogtur. Det var en rigtig god tur, hvor vi bare sendte den ene bog efter den anden over bogbordet. Jeg har lyst til at nævne en episode fra turen;

Vi kom til Tunduma (en by der ligget ved den zambiske grænse). Vi stillede bogbordet op og begyndte at sælge ud af bagdøren. Der kom en ung mand og fandt en bibel som han gerne ville have (vi har lidt forskellige bibler, og denne her er en som der er mange der vil have, det er en gammel udgave). Han sagde så at han ville komme igen dagen efter, det er der så mange der siger, og de fleste af dem kommer aldrig igen. Dagen efter gik salget rigtig godt, og vi fik udsolgt af denne bibel. Der var rigtig mange som vi måtte sige til at vi havde udsolgt, der har nok været 50 forbi og spørge efter bibelen. Så kom den unge mand fra dagen før og tog den ene bibel efter den anden og åbnede den, hvorefter han satte den tilbage igen. Da han havde været hele stakke igennem sagde jeg til ham at han jo kunne spørge, hvis han havde et spørgsmål. Jeg kunne godt huske ham fra dagen før, så jeg vidste egentlig godt hvad han ville. Han stod der med en 10.000 shiling i hånden. Han spurgte efter bibelen, hvorefter jeg måtte sige at vi havde udsolgt. Aldrig har jeg set en mand blive så skuffet, han stod længe og bare kiggede på bordet, og begyndte så at se om der var en anden bibel han ville have. Det var rigtig synd for ham, men jeg kunne ikke gøre noget, jeg havde glemt ham, og de fleste vender alligevel ikke tilbage. Vi havde rigtig travlt og Levi kunne ikke følge med selv, så det var virkelig dumt af mig at begynde på det jeg derefter gjorde, det var åndsvagt. Men jeg begyndte at tage tomme kasser ud bag af bilen og smide dem op på taget, vi havde slet ikke tid til det. Da jeg tog fat på kassen som denne bibel havde lagt i kunne jeg mærke at den vejede lidt meget til at den var tom, jeg stak hånden ned i den og fandt den bibel som han gerne ville have nede i et hjørne i kassen. Jeg gav ham bibelen og sagde at jeg lige havde fundet den. Han blev så glad som jeg aldrig har set en mand før. Han gav mig 10.000 sh og jeg nåede lige at give ham vekselpenge tilbage inden han med bibelen hævet i strakt arm over hovedet løb ind igennem de små gader. Levi og mig kiggede på hinanden og blev hurtigt enige om at det var Gud der havde gemt den til ham. Det var simpelt hen utrolig at se den glæde han fik ved den bibel.

Nu har jeg været hjemme i Iringa i godt en uge, og man skal jo ikke gå og kede sig, så mig og Levi er taget på tur igen. Lige nu er Jeg i Dodoma. Vi skal ud i et område som Soma Biblia ikke har været i før, så det er rigtig spændende hvad det bringer. Det kan være nogle lange dage, uden salg eller nogle dage hvor vi får travlt.

Turen til Kigoma blev afsluttet med at jeg på det sidste stykke fra Dodoma til Iringa fik 2 punkteringer på en gang, og jeg har kun et reservehjul med. Så jeg skulle til at reparere et af hjulene der var punkteret. Jeg har heldigvis altid en ekstra slange med, så det skulle ikke være det store problem, troede jeg, men jeg havde ingen hammer med i bilen, så det viste sig at være et problem at få dækket af. Da vi havde prøvet et stykke tid og indså at vi heller ikke kunne få luft i hjulet bagefter, fordi vi ikke havde en luftpumpe med som virkede. Men der var heldigvis en lastbil der fik medlidenhed med os, så han fik skiftet slangen og vi fik luft i så vi kunne komme videre. Det hele endte værken værrer eller bedre end at da bilen holdt hjemme i Iringa dagen efter havde den 3 flade hjul, bilen så ret sølle ud.

Jeg har været her i Iringa i 1 måned, hvor vi blandt andet var ude og male i Ilambelole (Bibelskolen for Masaier) bagefter var der fællessang med eleverne. Der havde vi en hyggelig dag, hvor vi snakkede lidt med leverne og spillede lidt bold.

Så har jeg været på en14 dages bogtur til Songea og Matema sammen med Elyia. Han er ikke vandt til at være på tur, han plejer at passe bogbutikken i Iringa. Derfor skulle jeg finde vej og bogbutikker. Nu er det sådan at der ikke rigtigt er vejskilte hernede, så den går på hukommelsen. Det gik nu også meget godt, jeg kan kun komme i tanker om en bogbutik vi ikke kom hen til.

Lige nu er det ved at være slutningen på en bogtur der er gået til Malinyi, Mahenge og Morogoro og nu sidder vi i Dodoma. På den danske skole har de påskeferie, så Henrik Madsen valgte at bruge noget af sin ferie på at tage med mig på tur. Det har vi begge været rigtigt glade for. Jeg vil bringe nogle uddrag fra det han har skrevet ned på turen (der er billeder her), jeg vil lige sige at noget af det skal læses med et gran salt ;o)

Så er det morgen og jeg har overlevet min første nat på gæstehus nogensinde. Vi er i en by, der hedder Kilombero et par hundrede km syd for Iringa. Vi kom hertil i går aftes efter en ret uheldig dag. Det startede meget fint. Vi kørte fra Iringa ved 11 – tiden og solgte et par Mwiembieni Bwana’er og et enkelt bånd i den landsby, hvor vi holdte ind og spiste. Da vi så skulle af sted derfra ville bilen ikke starte! Batteriet var fladt, så vi måtte skubbe bilen i gang. Vi fik hurtigt bilen i gang og kørte videre. Landskabet vi kørte forbi var helt fantastisk. Bjerge klædt i grønt og frodige dale. Vi kørte langs en flod, som vi krydsede utallige gange på små broer. Gud har virkelig gjort sig umage her i Tanzania! For her er helt fantastisk smukt.

Bilen var dog ligeglad med det smukke landskab. Den skulle stadig skabe sig. Ca. hver anden gang vi skulle starte ville den ikke. Michael blev hurtigt overbevist om, at vi skulle købe et nyt batteri her i Kilombero. Vi kom her til Kilombero ved 16 – tiden og ville finde et gæstehus. Vi fandt et og holdte ind for, at se på det. Levi og Michael kunne hurtigt se, at det ikke var det gæstehus vi skulle sove på for der var ingen indhegning til bilen. Så vi måtte på udkig efter et andet. Men bilen var åbenbart godt tilfreds med gæstehuset for den ville ikke starte så vi kunne komme derfra! Og så havde vi været så smarte, at parkere et sted, hvor der var ret smattet. Levi og jeg kunne ikke skubbe den halvandet tons tunge landcruiser selv, men heldigvis var der 5-6 hjælpsomme lokale, der hjalp til. Så vi kom af sted og fandt hurtigt et bedre gæstehus.

Efter vi havde fundet gæstehuset ville vi finde et nyt batteri til bilen inden vi skulle i gang med at sælge. Vi fandt en T-Hansen J eller i hvert fald et sted hvor man kunne købe det rigtige batteri. Vi fik fyldt syre på og det skulle så stå og falde til ro i en times tid.. Det hele var meget fint og vi var glade for vores nye batteri, men da vi ville køre derfra var der en venlig fyr, der råbte at vi havde en punktering på venstre fordæk! Man kunne næsten se fortvivlelsen i Michaels øjne. Han har nemlig et ret specielt forhold til det med punkteringer. De forfølger ham! De sidste par ture han har været på har han i gennemsnit haft 6-7 punkteringer! Men der var jo ikke noget, at gøre. Vi måtte om til en fundi og få det lappet. Og så gik resten af den tid vi skulle have solgt bøger i med, at få dækket lappet. Synd for fundien, der måtte stå og gøre det i øsende regnvejr for 5 kr.

Efter det kørte vi hjem til vores gæstehus, hvor vi brugte aftenen på, at spise Ono’s fantastiske pølsebrød, læse, snakke, holde andagt og så i seng ved 23 – tiden.

Nu håber vi så, at vi kan få tid til, at sælge lidt bøger i dag!- om Gud (og landcruiseren J) vil!

Ja, nu er det så aften og tid til, at gøre status over dagen. Det har været alle tiders dag. Vi startede med, at sælge i Kilombero og kørte derfra videre til Ifakara. Undervejs stoppede vi i et par landsbyer, hvor vi solgte en lille smule. Selvom vi ikke fik solgt noget videre i landsbyerne var det nogle vigtige stop. Vi delte nemlig en masse traktater ud. Vi har en traktat med, hvor hele Johannesevangeliet står i og den fik vi delt ud til rigtig mange mennesker. På den måde kan dem, som ikke har penge til, at købe bøger også få lov til, at læse og glædes over evangeliet og vigtigst af alt- komme til tro. Vi må bede om og tro på, at Gud vil skabe troen i de menneskers hjerter! Det er bare så dejligt, at være med til, at bringe det budskab videre, som jeg selv er så glad for og fuldstændig afhængig af! For mig er det en selvfølge, at have en bibel, men for mange mennesker her er det bestemt ikke en selvfølgelig. 5000 shilling er mange penge for en fattig bonde og det er det den billigste bibel vi har med koster.

Et af dagens højdepunkter har også været, at se Levi i aktion. Han er utrolig hjertevarm og man kommer hurtigt til, at synes godt om ham. Han har været ansat, som evangelist i Soma Biblia i over 17 år, men kan stadig ikke huske priserne på alle bøgerne, men han har en speciel nådegave til at komme i kontakt med og snakke med mennesker. Det er en fornøjelse at se. Han synger, danser, snakker i megafonen og snakker med folk ved bogbordet og tager sig også tid til børnene. Han snakkede med en muslimsk pige i dag og det førte til, at hun købte en bog om Kristendommen i forhold til islam. Det er herligt, at se at han virkelig også brænder for at bringe Guds ord videre!

I aften sover vi på et gæstehus med varmt vand, så vi kan få et varmt bad. Men det er ikke ligefrem en syndflod der kommer ud af bruseren. Man må næsten rende efter dråberne for, at blive våd J Det har alt i alt været en dejlig dag og vi har overhovedet ikke haft nogen problemer med landcruiseren- Tak Gud!!!

Så er endnu en dag ved, at være til ende. Det har været en fin dag. Vi startede med morgenmad. Chapatti og chai (ja der var desværre ingen kaffe L ). Chapatti er jeg helt vild med, men chai er ikke det store hit, men det glider da ned! Da vi var færdige med at stille sulten regnede det, så vi kunne ikke sælge. Derfor kørte vi hen til en slags fabrik, hvor de væver duge. Vi skulle købe duge til diverse volontører, så det endte med, at vi kom derfra med 13 stk.!!! Desværre regnede det endnu derefter, så vi sad i bilen og slappede af indtil middagstid, hvor det holdt op. Så vi troede egentlig ikke vi ville sælge for særlig meget i dag, men det endte alligevel med en omsætning på ca. 130.000 shilling. Nu er vi så på gæstehuset igen. Vi har ingen strøm i aften og gæstehusets generator kan ikke lave nok strøm til, at vi kan få lys på værelset. Så Michael ligger i sengen og læser med en lommelygte og jeg prøver febrilsk på, at ramme de rigtige taster! I morgen tidlig kl. 8.00 kører vi videre til Malinyi. Ifølge Mkuu (chefen – Michael) bliver det ret spændende, at se om vejene er gode nok til at køre på. Men det må morgendagen vise..

Nu skal vi holde andagt i lommelygtens skær og så varer det nok ikke så længe inden vi lægger os til at sove!

I dag har været en ganske underholdende dag! Den startede med, at Michael fik kanel. Han fylder 25 i dag. Det var dog ikke kanel, som vi kender det fra Danmark, men kanel blade eller små barkstykker. Han fik også et par gaver. Noget pipi, en kasket og nogle hostebom J

Hurtigt efter morgenmaden startede vi bilen og kørte imod Malinyi. Aldrig før har jeg oplevet så dårlige veje. Hvis de bliver dårligere end dem vi kørte på i dag, kan man ikke kalde det veje længere! Op og ned af huller, gliden frem og tilbage i smadder- både forlæns og sidelæns J Kæmpe vandpytter, hvor vandet sprøjtede op til højre og venstre. Det var både sjovt og til tider ret spændende!! Jeg kan næsten ikke andet end at blive imponeret over, hvor godt Michael har styr på den landcruiser!

Da vi kom til en stor vandpyt, ville vi have et billede af, at Michael kom jordende med vandet sprøjtende til alle sider. Jeg skulle så tage billedet. Men efter 4 forsøg, hvor det ikke var lykkedes mig, at få taget et ordentligt billede, måtte Michael hoppe ud af bilen og tage billedet selv imens jeg kørte. Hvad han ikke ved er, at jeg med vilje tog dårlige billeder for, at få lov til at jorde igennem vandpytten J Det var mega-sjovt og Michael fik taget nogle gode billeder i første hug!

Vi havde ikke kørt ret længe inden vi skulle over en flod. Det foregik på en stor tømmerflåde eller flodpram og tog højst fem minutter. Herefter gik turen videre af de afsindigt dårlige veje. På et tidspunkt, lige efter vi selv havde gledet sidelæns, mødte vi en landcruiser, der sad fast i kanten af vejen/mudder-rutsjebanen.. Vi havde ikke noget tov med til, at spænde imellem bilerne, men Tanzanierne fra den uheldige landcruiser flettede et tov af noget snor. Første gang vi prøvede, at hive dem op sprang tovet, men anden gang lykkedes det. Det var god underholdning, at se på! Efter vores hjælpeaktion kørte vi videre. Vi mødte nogle dalla-dallaer på vejen og jeg undrer mig virkelig over hvordan de kan komme frem ad vejene uden firhjulstræk.

Efter 5 timers kørsel nåede vi endelig frem til Malinyi. Vi var godt sultne, så vi skyndte os hen til byens fashionable hotel, en lille hytte lavet af bambus, hvor der var både Wali na Ng’ombe og Wali na Ng’ombe (ris og ko) på menukortet! Resten af dagen gik med, at sælge i byen og på Bibelskolen i nærheden, hvor LM havde missionærer indtil for ca. et år siden. Vi så også Lugalla hospital, som var LM’s første missionsprojekt i Tanzania. Det er nu overtaget af lokale og ser ud til, at fungere rimelig godt. Spændende at se der, hvor LM startede op i Tanzania. Dagens ”minus” var, at vi mødte en tysker, som vi tror var læge på hospitalet. Han var alt andet end imødekommende og det så ud til, at han ønskede os langt væk! Så ham sagde vi hurtigt farvel til!

Nu sidder vi så på gæstehuset og kan gøre status over dagen. Vi har solgt for lidt over 30.000 shilling hvilket bestemt ikke er uhyggeligt meget, men lidt har også ret! Vi har igen i dag fået delt en masse traktater ud og det er bare dejligt, at se folk sidde og læse i dem lige efter de har fået dem. I Danmark ville de fleste nok ende i den nærmeste skralder! Her er der ligefrem tumultagtige scener når vi deler traktater ud, for alle vil have en.

Der er ikke Tanesco strøm her i Malinyi, men gæstehuset har en generator, så vi kan få ladet computer og kameraer op og har lys på værelset. Malinyi er virkelig ude på bøhlandet og vi har heller ikke net til vores telefoner. Pole sana Celtel! Vi er godt trætte efter alle bumpene i bilen i dag, så vi går nok tidligt i seng. I morgen tidlig kører vi videre til Mahenge, som er en lidt større by.

Så er vi i Mahenge. Vi stod tidligt op i morges, fik morgenmad og kørte derefter af sted. Vejene var mere tørre end i går, så vi kom lidt hurtigere af sted. Selvom vi kører langt nogle af dagene bliver tiden egentlig ikke for lang. Det er tit, som i går og i dag spændende kørsel og vi kommer forbi noget af det mest imponerende og smukke landskab i verden. Vi bruger tiden i bilen på, at høre musik fra MP3 afspilleren, snakke og hører en prædiken i ny og næ. I dag var Lars Rømer Olsen med i bilen og prædikede for os J

I dag mødte vi en lastbil, som sad fast i en mudderpøl på vejen. Michael og mig kiggede på, men Levi var henne og hjælpe med, at grave i mudderet. Det tog lidt tid for dem, at få lastbilen op og da den først var kommet op, kørte den fast hundrede meter længere henne, men der kunne vi godt komme forbi den. Så vi sagde pole sana og kørte videre! Vores køretur i dag gik igen helt uden problemer. Jeg er helt sikker på, at Gud hjælper os til at komme godt frem!

Vi solgte i en lille by på vej hertil og delte traktater ud. Der spiste vi også middagsmad.. Vi nåede frem til Mahenge ved 15 tiden. Vi fandt et gæstehus og kørte derefter på markedet for at sælge. Salget i dag er gået godt. Stille og roligt nåede vi op på, at have solgt for over 80.000. Vi har også delt nogle traktater specielt egnet til børn ud, til den horde af børn, der altid samles omkring bogbordet.

Mahenge ligger på et frodigt, grønt bjerg og man har den fedeste udsigt heroppefra. Landskabet rundt om bjerget er ret fladt om man kan kun skimte et enkelt bjerg i horisonten. Ellers er der skov så langt øjet rækker.

I Danmark putter vi de handicappede på institutioner, men her render mange af dem ”frit” rundt. De lever af folks godgørenhed og af hvad deres familier kan give dem. I dag var der en udviklingshæmmet (vil jeg tro han var) henne ved bogbordet. Jeg gav ham 100 shilling til, at få noget at spise, men det fortrød jeg næsten. For den næste time stod han og dansede til musikken, som vi spiller ud af megafonen. Vi kunne ikke få ham til, at lade være selvom vi bad ham pænt om det mange gange. Det var lidt ligesom en jukeboks, man putter en kr. i og så går den ellers i selvsving. Det endte med, at Michael måtte sige til ham på en lidt strengere måde, at nu skulle han altså smutte.

I morgen kan vi sove længe, for vi skal først op og sælge i kirken kl. 10.00. Derefter kører vi tilbage til Ifakara, men det er ikke sikkert, at vi sælger noget der. Kan være vi bare slapper af, går rundt og ser lidt af byen og slapper af på gæstehuset.

Vi har kørt det meste af dagen i dag. Vi valgte, at fortsætte forbi Ifakara og kørte helt tilbage til Kilombero, hvor vi nu er på gæstehuset. Vi var med ”tømmerflåden” igen i dag. Lige nu pisser det ned udenfor. Det larmer helt vildt på bliktaget, så man kan næsten ikke høre hvad man selv tænker!

Vi stod op kl. 8.00 og ville køre om og hente Levi, som sov på et andet gæstehus. Da vi kom ud til bilen var den til vores store overraskelse helt ren. En eller anden havde været så flink, at vaske den. Den havde ellers fået en smuk kobberbrun farve af alt det mudder, der var sprøjtet op på den i løbet af turen. Der kom dog også en mand hen og ville have penge for, at have vasket den, men vi havde jo ikke bedt ham om det, så han fik ingenting.. Jeg havde nu lidt ondt af ham, men det var jo fuldstændig nonsens, at vaske en bil, der skulle køre på mudder-veje igen samme dag. Efter en lille diskussion ville vi køre om og hente Levi, men på vejen derom blev folk ved med, at pege på vores venstre fordæk! Punkteret L Æv, vi havde ellers satset på, at have god tid til morgenmaden og så tage i kirke og sælge. I stedet blev det en stresset morgen og vi kom 5 min for sent i kirke. Men hvad, fem minutter fra eller til gør heldigvis ikke det store her i Tanzania. I kirken skulle vi præsentere os selv, det skal gæster altid. Jeg klokkede i det og fik sagt, at jeg studerede missionærbørn i stedet for at undervise dem. En fejl Levi dog grinende fik rettet J Efter gudstjenesten solgte Levi og Michael og jeg legede med børnene. De synes det er evigt skægt, at pille ved mit blonde og glatte msungu-hår. De er vidst ikke vandt til, at voksne viser dem særlig meget opmærksomhed og de var ellevilde med, at lege Ndege (flyvemaskine). Det var en rigtig fin arbejdsfordeling. De voksne købte og solgte imens vi børn pjattede og legede!

Efter kirke fik vi en bolle og en cola på en cafe og så stod det ellers på køretur resten af dagen! Vi stoppede i Ifakara og fik middagsmad. Bortset fra det kørte vi nonstop til Kilombero. Ja, det vil sige- vi måtte stoppe en enkelt gang fordi vi ikke kunne komme forbi en lastbil, der havde motorproblemer. Den var lastet med køer og var så fuld, at det ville få en dansk dyreværnsaktivist til, at begå selvmord af bare forfærdelse. Det var nu også et trist syn. Dyrene stod så tæt, at de ikke kunne røre sig en cm. Men folk her har et helt andet forhold til dyr end vi har. Skal man transportere en kylling på cykel, bliver den bundet fast til bagagebæret og så kører man ellers bare.

Her til aften gjorde Michael og mig noget strengt forbudt. Vi var en tur på bar. Ja, det er rigtigt! Men det var nu kun fordi vi ikke havde fået aftensmad endnu og de lavede chips na majaj. (kartoffelskiver i æggekage). Så vi sad imellem bar gæsterne og spiste og fik en cola. Der kom et par tøser hen og satte sig ved siden af os. Lidt mærkelig, men de prøvede heldigvis ikke særlig ihærdigt på at komme i kontakt med os.

I morgen starter vi med, at sælge lidt her i byen og efter middag kører vi videre til Kilossa. Nok om i dag.

Er der nogen af jer, der har prøvet at flyve i en landcruiser? Det har jeg i dag. Michael vurderede at han sagtens kunne køre hurtigt hen over nogle tilsyneladende små huller. Det kunne han også godt, men det endte med, at landcruiseren løftede sig en halv meter over jorden og vi fløj et par meter og landede med et drøn! Michaels motto er: ”Det er bedre, at nå målet end, at komme hurtigt frem”, hvordan det så end skal tolkes.. J Under alle omstændigheder var det mega skægt at flyve en tur til en afveksling!!

Vi kom til Kilossa ved 11 tiden efter en tur, hvor det næsten regnede hele tiden. Her i området har regntiden været god nok. Ikke som i Iringa, hvor vi kun har fået halvdelen af normalt.

Vi fik middagsmad og åbnede derefter bogbordet. Vi havde åbent indtil kl. 18.30, men der har ikke været mange kunder i løbet af dagen, så vi har kun solgt for 40.500. Men igen har vi delt en del traktater ud, både til voksne og børn. Så det er på ingen måde forgæves, at vi er her!

Da vi spiste aftensmad kom der en pige ind, som Levi kendte. Hun bor tilfældigvis på samme gæstehus som os, så vi snakkede lidt med hende og hendes veninde her til aften. Hun er masai og studerer til jordmoder. Hun har brudt helt med traditionel masai-levevis. Hendes veninde, som i øvrigt var en ret pæn pige J studerede til klinik assistent. Sjovt at få brugt sit swahili lidt. Selvom jeg nogle gange er træt af alle de ting, som jeg ikke forstår, kan jeg mærke, at jeg lige så stille bliver bedre og bedre til det. Fedt at møde nogle tanzaniere på vores alder, som virkelig har nogle ambitioner om, at blive til noget.

En ting, som er rigtig fedt ved at være af sted er som sagt, at lære Levi at kende. Det er ikke mange tanzaniere, der forstår dansk humor, men det gør Levi. Han har selvfølgelig også haft 17 år til, at lære det i. Man kan sagtens lave pis med ham og han er heller ikke ræd for, at drille lidt!

Åh ja, for resten! Der er også sket en uheldig ting i dag. Kasettebåndafspilleren er gået i stykker, så vi kan ikke få musik og Levi kan ikke tale ud af megafonen. Det er rigtig træls, for det trækker virkelig folk til, at vi spiller musik og at Levi taler. Nu må vi klare resten af turen uden. Vi spøgte med, at Levi kunne stå på taget og synge sange og råbe ud til folk.

Karibu (velkommen), Karibu sana (meget velkommen), Karibu baba, (velkommen bedstefar), Karibu bibi (bedstemor), Karibu kaka (bror) Karibu dada (søster) osv… Helt ufattelig mange gange har vi sagt velkommen på utallige forskellige måder i dag! Vi er i Morogoro, som er en ret stor by. Noget større end Iringa tror vi. Man skulle tro, at det var en garanti for, at sælge meget! Om det var den manglende båndafspiller, folks slatne pengepunge eller fordi det er i en storby, hvor folk er vandt til sælgere af den ene eller anden slags ved jeg ikke, men vi har godt nok ikke solgt meget i dag. Det startede egentlig rigtig godt med, at vi på vej til Morogoro stoppede i en landsby og solgte. Vi fik hurtigt solgt en bibel og nogle små-bøger og jeg gik en lang tur, hvor jeg uddelte traktater mens Levi og Michael solgte ved bilen. Herligt tænkte jeg, det bliver en super dag!! MEN nej! Da vi kom til Morogoro og begyndte, at sælge gik det hurtigt ned af bakke. Vi sagde karibu, karibu, karibu til folk, men de strøg bare lynhurtigt forbi bogbordet! Vi prøvede, at stoppe folk med, at dele traktater ud lige foran bordet. Dem ville de gerne have, men de fleste ænsede end ikke bogbordet, men gik videre! Vi har virkelig måttet arbejde for hver eneste bog vi har solgt i dag. Vi har kun solgt for 36.000, hvilket ville være ret så deprimerende, hvis det kun handlede om at få overskud i kassen. Det er heldigvis ikke det, som det handler om men, at Gud får de mennesker til at købe som han vil have til det!

Vi har dog også haft det sjovt i dag. Overfor hvor vi solgte, havde nogle unge gutter en gesjæft, hvor de solgte tomme dunke (utroligt at 5-6 personer kan leve af det). De arbejdede benhårdt, for de havde mindst en kunde hver anden time. Resten af tiden brugte de på, at sove, pjatte og slappe af og sove lidt mere! Yes, det er ægte tanzaniansk effektivitet! Men de var nogle underholdende fyre, som vi havde en del sjov med.

I morgen går turen til Dodoma. Vi kører fra morgenstunden og stopper i nogle byer undervejs og sælger lidt og deler resten af traktaterne ud. Det er planen indtil videre, men kun Gud ved hvordan det kommer til at gå. Det ligger vi nu også trygt i hans hænder. For han har på denne tur virkelig vist mig/os, at han har fuldstændig styr på tingene! Vi kan have det sjovt, opleve en masse, se en masse smuk natur, møde en masse spændende mennesker, men det der er blevet stort for mig på turen er, hvordan vi meget tydeligt mærker, hvordan Gud er med os og hvordan han leder os og giver os alt, hvad vi har brug for!

”Høsten er stor, men arbejderne få” (Matthæus 9, 37b) Tak Gud, fordi vi får lov, at være i din tjeneste!

Jeg har valgt at jeg gerne vil bliver hernede lidt længere end først antaget. Det er endt i at jeg kommer til DK d. 18 august på en lille ferie til d. 16 september, hvorefter jeg bliver hernede til jul. Så beder jeg bare for at det nu også er Guds plan.

Så er jeg kommet til Kigoma, det sidste stop, inden turen går tilbage mod Iringa. Indtil videre har turen været lidt af en oplevelse, vores tur på politistationen har i måske læst om. Fra Sengida til Nzega, fik jeg lov til at opleve at sidde fast med bilen, som om at vi ikke havde travlt nok i forvejen. Vi kunne først køre efter gudstjenesterne og en bid at spise, så det var blevet sent, og det var en tur på 4-5 timer og 210 km, men vi kunne lige nå det inden det blev mørkt (det er ikke specielt sjovt at køre når det er mørkt hernede, der er ingen der har refleks på, og lygte på cyklen er noget de skøre europæere har fundet på, læg det sammen med at alle går langs landevejen til langt efter mørkets frembrud, kl. ca 19.15, plus at de altså også er rimeligt mørke i huden, så de skiller sig ikke forfærdeligt meget ud fra mørket). Jeg ville overhale en lastbil, den har nok ikke set mig, og jeg måtte trække længere og længere ud i rabatten, fordi han trak ud midt på vejen, jeg nåede dog ikke langt, for lige pludselig holdt vi der og kunne ikke komme videre, ikke frem i hvert fald, jeg forsøgte baglæns, men efter at have kørt 3 meter ville den heller ikke længere baglæns, så lidt frem igen, dvs, jeg forsøgte, men bilen rørte sig ikke ud af stedet, den havde forbløffende hurtigt gravet sig ned i den højre side, den side jeg sad i, den venstre havde stadig fast grund under sutterne. Nu sad vi der, akslerne var nede og hænge på jorden i højre side og diseltanken kunne åbenbart ikke synke ned i muderet, og hjulene var ikke meget bevendt uden noget at tage fat i. Men så var det tid til at grave lidt, for at få lidt af det dårlige og våde jord væk og ligge noget nyt i, sammen med nogle grene og brædder. Jacken på taget kunne også få lov til at arbejde lidt, og at få hjulet lidt fra jorden, og noget ind under, så bilen kunne få fodfæste. Men…… der var ingen skovl i bilen, den var blevet taget ud. Det gik nu nok, vi kunne klare os med Jacken. Jeg fandt hjulnøglen og gik op for at løsne den på taget af bilen. Nu viste det sig at det ikke var helt gennemtænkt da den var blevet spændt fast, for hjulnøglen var for stor. Nå pyt, jeg har da en værktøjskasse med. Ulempen ved det var at alle de kasser jeg havde med, med bøger i skulle ud af bilen, næsten alle, for værktøjskassen havde jeg været så smart at pakke så den lå under alle kasserne. Nå men jeg fik fat på værktøjskassen og fandt ud af at den faktisk ikke var meget bevendt, det eneste jeg kunne bruge var en eller anden billig BILKA-svensknøgle. Den kunne jo heller ikke klare jobbet, både fordi den var noget værre bras, og fordi at der var en eller anden mekanikker i Iringa der havde spændt den som om at den absolut ikke skulle af igen, nogensinde. Lige der kunne jeg have slået hovedet ned i maven på den der havde fjernet spaden (den som manglede), og noget værktøj, som jeg ved har været der engang, samt på mekanikeren i Iringa, hvis de lige var kommet forbi. Nu stod vi der, med ingenting til at hjælpe os fri, vi var overladt til andres godgørenhed. Og heldigvis er vi i Tanzania, så selv om vi var mindst 30 km fra den nærmeste by, var der alligevel mennesker der kom forbi på cykel og på gå-ben, alle lastbilerne der kom forbi, som jeg i forvejen kunne have slået i gulvet, bare fordi det var en lastbil, ville have 15.000 eller 20.000 sh for at trække os op. En af cyklisterne cyklede et eller andet sted hen for at finde en skovl. Imens kom der en stor gravko forbi, som kun ville have 5000 sh for at trække os op, og han gjorde da et par forsøg, men han havde ikke reb med, og det vi havde kunne ikke engang trække en mand op, som sad fast i mudderet, men vi forsøgte at lægge det firedobbelt, stadig sprang det, så kom hans chef, så tøffede han af i en fart. Skovlen kom, og vi begyndte at grave. Så kom der også en lastbil, som både havde træktov og ville trække, enda gratis, 10 min senere holdt vi oppe på den solide jordvej med alle 4 hjul. Efter at vi havde takket, og jeg gav dem alle hver et Johannesevangelium og en anden traktat, tog vi af sted mod Nzega igen, ca. 1 time forsinket. Vi nåede det inden det blev mørkt, og de sidste 40 km kikkede jeg nervøst på tankmåleren, der var næsten ikke mere Diesel, men vi kom frem, ikke uden nogle bønner til Gud undervejs.

Turen fra Nzega til Tabora, Sikonge, Urambo og forbi Nzega til Kahama er meget støvet, med dårlige veje, og lange dage. Der er den store hage ved denne tur at der er vand nok, det har bare samme farve som chai har (chai: te; er lavet af mælk, som så har fået et te-brev tilsat), jeg tør slet ikke tænke på alle de bakterier der flyder rundt i det. Dette betød at der ikke var bad til hverken mig eller evangelisten i 4 dage. Tanzanianere udsender normalt en stærk lugt, ville nogen sige, som kan få hårende i næsen til at trække sig sammen, men efter 4 dage uden bad kan jeg hilse og sige at det bestemt ikke bliver bedre. Jeg begyndte at få lidt maveproblemer da vi kom til Kahama. Dagen efter var min afføring som vand, men ellers var der ikke noget galt. Efterhånden som dagen gik blev det værre, jeg blev sløv og kunne ikke lide solen. Jeg fik en lille skraber i bilen hen imod aften. Det eneste jeg fik at spise var morgenmad, men den kom op igen da vi kom tilbage på gæstehuset, og det stod ud af begge ender på mig, jeg havde det meget dårligt. Jeg sendte et par smser rundt, og bad dem om at bede for at jeg måtte blive rask til dagen efter, søndag. Søndag havde jeg det fint igen. Forbøn hjælper også selv om det ikke er noget stort men beder om.

I Nyakanazi startede vi dagen med at Levi vækkede mig inden mit vækkeur havde tænkt sig at ringe. Dette styltedes dog bare at der var en der havde set Soma Biblia bilen uden for gæstehuset, og ville købe en bibel. Da vi havde solgt 3 til 3 der havde fået samme ide, kunne vi så få vores ting pakket sammen og få noget morgenmad, for derefter at køre mod Kibondo. Her ankom vi kl 1430, efter at have solgt 3-4 steder undervejs. Undervejs kunne vi se majs der stod rigtigt flot, og store områder hvor de havde fået vand. Vi fik middagsmad, og så var det bare i gang med arbejdet igen.

Man ser meget fattigdom, og det bliver ikke bedre i og med at der et tørke her midt i regntiden, de fleste steder. Men på turen mod Kasulu ligger der en stak flygtningelejre spredt ud over det hele, her havde vi tænkt os at vi skulle dele lidt Johannesevangelier ud. Det kunne vi ikke få lov til, medmindre vi havde fået liv til det på kontoret i Kigoma, så det vil jeg prøve når vi når så langt. Men der kom en af flygtningene hen til mig og bad mig om jeg ikke kunne hjælpe ham med nogle bibler og penge til at starte et project i lejren, han sagde at det var som et fængsel. Desværre kan jeg ikke hjælpe alle der kommer og spørger om hjælp, men jeg kan hjælpe nogle få hver dag med et måltid mad, eller en bibel. Det er bare som om at det ikke rykker det helt store.

Dagen i går startede med at vi fik morgenmad ved daladala pladsen (busstationen). Efter maden kom vi ud for at se at de havde lukket bilen inde med 4 andre biler, de var utilfredse med at vi parkerede på pladsen. Vi ville vente lidt og se om de ikke flyttede dem igen, men der gik noget tid, og jeg havde allermest lyst til at gå til politiet, for at få dem til at hjælpe os, men vi ventede. Efter et stykke tid var den bagerste blevet enig med sig selv om at nu ville vi nok ikke parkere der igen, og flyttede sin bil så vi kunne komme ud.

I dag tog vi turen til Kigoma. Undervejs knækkede der 2 fjedre. Dem skulle vi have skiftet når vi kom til Kigoma. Vi ankom til Kigoma og solgte lidt ved bibelskolen. Vi tog om til Jytte og Lyle (Ingeborg og Svend Bernhards datter). De kendte en mekanikker, som kom og hentede bilen. Den fik han lavet i en vældig fart, og i morgen er vi igen klar til at sælge i byen. Den sidste del af eftermiddagen har jeg brugt på gæstehuset, ikke særligt inspirerende.

Jeg har, i sygdommens fravær, kommet til at give mit tlf. nr. til en fyr i en lille butik, hvor jeg købte toiletpapir, der sad en pige i baggrunden. Jeg giver normalt aldrig mit nr. fordi, så ringer de i tide og utide. Men ham her (ham, tror jeg) sendte senere en sms, hvori han erklærede sin dybeste kærlighed til mig og at han gerne vil have svar. Han har også ringet et par gange, men jeg tør ikke tage telefonen. Den eneste hjælp jeg kan få fra Levi (min evangelist) er et "Pole sana" (Stakkels dig) og et lille smil.

I Kigoma var jeg ude og svømme lidt om lørdagen, sammen med Jytte og Lyle og børnene, i Tankanyika søen, det var bare dejligt. I mandags begyndte vi så turen tilbage til Iringa og nu er vi kommet til Dodoma uden noget nyt at fortælle, så det er jo gået godt. Nu vi er ved det at bade, så har jeg fundet poolen her på MAF, så den har jeg også fået testet, den er udmærket efter en dag på jordvejen, hvor man er lidt mørbanket. I morgen regner jeg med at se lidt mere velkendte himmelstrøg i Iringa, det skal blive godt at komme hjem igen og få lidt styr på maven.

Nu er det ved at være længe siden jeg har ladet høre fra mig. Jeg har været lidt uheldig med bilen jeg havde med til Mwanza. Den gik i stykker en morgen Elia og jeg tog fra Kiabakari til Musomo, og det bøvlede jeg med de næste par uger, hvor jeg sad og holdt øje med bilen der var på værksted, så jeg har fået læst flere bøger i denne tid end jeg har gjort de sidste par år. Der er sket meget den sidste tid, først lidt om min tur til Dar es Salaam;

Jeg kom af sted d. 17 december, kun 28 timer forsinket. Turen tog jeg sammen med 5 andre i en kupé. Den første nat gik godt, og jeg fik sovet godt. Hvis der er nogen af jer der kan huske de gamle bomletog skal i bare forestille jer dette tog meget mere bomlet, og meget mere langsom, toget kørte kun 50 km/t, men det var også rart at det ikke gik hurtigere, når det gik stærkt var det eneste man tænkte på, om toget mon nogensinde kunne bremse igen. Af og til holdt toget nogle lange pauser, og så kunne man lige købe noget at spise, men når man havde gjort det, og derefter gået en tur, tænkte man på om vi aldrig skulle videre. Vi kom videre hver gang, men pauserne var af og til meget lange, tilsyneladende uden grund. Turen gik godt, indtil søndag middag, så var der åbenbart tid til en pause, det eneste der var her var en meget lille station. toget blev bare ved med at holde stille. Jegg fik mig en god snak med en ung mand som sad under toget sammen med mig, når toget stoppede blev det som en sauna inde i kupén, og det eneste sted der var skygge udenfor var under toget, da solen hernede står lige over os om middagen. Da der var gået 2 timer kom der et nyt lokomotiv bagfra, så kunne vi jo regne ud at det gamle var i stykker. Jeg kom til Dar es Salaam 37 timer efter afgang fra Mwanza, ca. kl. 16, hvor Kristian hentede mig ved toget.

Fra d. 19 til d. 22 var jeg i Dar, her fik vi mandag talt status op, det er sådan noget der kan få en til at sige at jeg aldrig skal arbejde i butik. I Dar var der lige en tak for varmt, især i containerne, hvor bøgerne befandt sig. Tirsdag til torsdag var jeg inde på den store Busstation "Ububgu" og sælge bøger, vi gør meget ud af at sælge kalenderen på denne årstid.

D. 23 tog jeg sammen med Solrun, Signe, Randi, Astrid, Elsa og Villy (Elsas kæreste der var i julen) med færgen til Zanzibar, her ville vi se om vi kunne holde jul, i ca. 30 graders varme og et meget muslimsk miljø. Vi startede ud med en gåtur rundt i "Stowntown" d. 23. D. 24 tog vi på "Spicetur", her fik vi set hvordan de finder mange af de krydderier som vi bruger i vores mad, det lyder kedeligt, men det var en god tur. Vi fik vores 5-retters jule-middag på en lækker strand, og bagefter tog vi tilbage på hotellet og hyggede os med lidt jule-kager og lidt gaver, vi havde en hyggelig aften. Sådan en aften kan man godt sende jer derhjemme en tanke, det gjorde vi da også, men man skal jo leve der hvor man er. D. 25 tog vi alle til gudstjeneste (2 stk.). Vi skulle selge lidt medbragte bøger efter hver gudstjeneste. Bagefter tog vi med en båd, ud til en ø som vi kunne se fra vores gæstehus, for at bade. Det viste sig at det var her der var kæmpeskildpadder, de kan blive 400 år gamle, men den ældste her var nu kun 175 år. D. 26 tog vi på delfintur, eller jeg skulle nok snarere sige delfinjagt. Vi sad i en båd og sejlede efter delfinerne, og når de kom op til overfladen hoppede vi i vandet, iført snorkel og svømmefødder, og prøvede om vi kunne komme tæt på dem og se dem. Bagefter snorklede vi ved et rev. D. 27 tog jeg turen alene tilbage til Dar, de andre skulle jo ikke arbejde, og butikken passede ikke sig selv, Kristian og familien var taget med tog til Mwanza.

Jeg fandt hurtig ud af at butikken ikke kunne passe dig selv. Der var en bil der var i stykker og den brugte jeg min tid på de næste 2 dage, inden jeg den 3. dag kunne komme ud og sælge bøger igen.

D. 31 tog vi til Bakamoyo, et sted med hytter ved stranden. Hvis det var svært at komme i julestemning, var det nært umuligt at komme i nytårsstemning. Der var ingen fyrværkeri. men vi sad og spillede nogle spil til sent om natten, det var så den nytårsaften, efter vi havde brændt de stjernekastere af som vi havde med. D. første tog jeg alene i kirke for at sælge efter 2 gudstjenester, og resten af tiden lavede vi absolut ingenting.

Tilbage i Dar fik vi endelig bilen ud og køre igen, og vi var ude på Ubungu og sælge igen. Nu var det også ved at være på den tid hvor gæster skulle hjem, og nye afløsere skulle til Iringa, så der var masser af trafik med alle de DLM missionærere i Dar. Det var også i denne anledning at Kims afløser Simon kom til Dar, sammen med Henrik, der skal afløse Marianne (hun skulle hjem for at føde det 3. barn) og Sannah og Thomas og deres 2 børn.

Den 5. tog jeg turen til Iringa sammen med Agnes, Thomas, Sannah og børnene. Vi havde en god tur og kom godt til Iringa.

Dagen efter, d. 6. tog alle os volontører, nu også Henrik, til Ruaha. Vi så alle de dyr som kan forventes at se, bare ikke i så store mængder, også her har tørken sat sine spor. Vi fik lidt løver at se, godt nok ikke så tæt på, de var ca. 300 meter væk, over det udtørrede flodleje. Vi overnattede inde i parken i en camp, det var rigtig lækkert, og vi fik aftensmaden i flodlejet, som jo pga. den manglende regn, var helt tørret ud. Dagen efter havde vi besluttes os for at leje en bil og en guide fra campen. Lige inden vi kom til campen igen, var vi så heldige at se en Leopard igen, og den var rigtig flink til at posere for os. Derefter gik turen tilbage til Iringa, hvor hverdagen igen skulle have sit indtog.

Lige nu sidder jeg på gæstehuset i Dodoma, hos MAF. Jeg er undervejs, sammen med Levi, til Kigome, og vi regner med at turen kommer til at tage 3-4 uger. I går aftes var vi så uheldige at komme til at sælge et sted hvor vi ikke skulle have solgt, men det vidste vi ikke noget om, indtil politiet kom og vi endte på stationen. De ville først bare have penge, men da de ikke ville skrive en kvittering kunne vi ikke give dem noget. Så mente de at enten skulle vi eller bilen overnatte på stationen, og da begge ting var udelukket og vi efter en del snak frem og tilbage (som jeg havde meget svært med at forstå) endte ud med at vi skulle komme tilbage i morges og ud til retten, derefter tog vi efter 3 timer på stationen ud til gæstehuset på MAF. I dag da vi så tog ud på stationen tog det hele så kun 15 minutter, inden vi blev sendt ud af bagdøren (chefen kom inden vi kunne smutte ud af hoveddøren), uden at betale de 40.000 sh de havde snakket om i går. De havde ingen sag, og ville ikke tabe ansigt. Politiet er noget af det mest korrupte jeg har oplevet. Men nu går turen videre til Songea i morgen.

Jeg sidder stadig i Mwanza, jeg havde egentlig regnet med at jeg skulle sidde i toget til Dar lige nu, men den var 24 timer forsinket, så jeg skal af sted i dag kl. 18.00............... Inge Marie og Leif har lige været dernede, det er først kl. 20.

Så er det tid til det nyeste sladder. Jeg vil lige afkræfte det rygte der åbenbart er sat i gang om at jeg har været indlagt på hospitalet. Det kommer nok af en misforståelse med en test jeg har fået lavet på hospitalet. Det kommer sig af at maven er et udsat objekt hernede, og der var et lille problem med min, men det er slut nu. Tak for omsorgen.

Jeg har været på tur i 14 dage. Turen gik fra Iringa til Makambako, Mbeya, Tukuyu, Matema, Mbeya, Makambako, Njombe, Songea, Mbinga, Songea, Makambako og tilbage til Iringa. Det var en rigtig god tur, hvor vi fik solgt helt vildt mange bøger, vi fik nogle ekstra bøger sendt ud, selv om bilen var pakket til noget mere end 2 uger da jeg tog fra Iringa. Vi solgte bøger for 4,2 mil sh. og jeg kan hilse og sige at det er mange bøger når en bibel koster 5-10.000 sh og en normal bog koster ca. 1500 sh. Det var en rigtig flot tur, naturen var virkelig utrolig, jeg blev ved med at takke Gud for at jeg kunne få lov til at opleve at var i Tanzania og opleve det jeg er midt i. Ja i Matema fik jeg lige en lille dukkert, det var lige så godt som for en måned siden da vi var på ferie dernede. Jeg fik lov til at opleve hvordan Gud beskytter mig, uden at jeg selv gør noget eller ved af hvad der sker. Min evangelist fortalte noget senere at der på et gæstehus havde været 2 ubehagelige typer og spurgt efter europæren, men Gud holdt hånden over mig og gav receptionisten mod til at sige at der desværre ingen europærer var der, selv om de udmærket godt vidste at en bil der står SOMA BIBLIA på bliver kørt at en europærer. Gud passer på hver enkelt af sine børn, det har han sagt, men det skader ikke at kigge sig over skulderen engang imellem.

I weekenden har os volontører fra Iringa været i Ruaha, jeg vil lægge nogle billeder ind så i kan se, det er næsten bedre end at læse dette her. Jeg vil dog fortælle at vi havde en god weekend og vi fik set både Løver og en Leopard, det er rigmelig heldig at se en leopard i Ruaha, det vrimler ikke ligefrem med dem. Endnu engang fik jeg Guds storslåede mesterværk at se, helt tæt på.

Lige nu, i skrivende stund, sidder jeg på et MAF-gæstehus i Dodoma, jeg er på tur til Mwanza, sammen med Levi. Vi kommer forhåbentlig til Mwanza d. 24, og så skal der sælges SOMA BIBLIA Kalendar til den helt store guldmedalje, og videre til Dar, midt i december, den tur tager jeg med tog, det bliver interesant. Jul regner jeg med at holde på Zanzibar sammen med de andre volontører, og nytår et sted ved Dar som jeg ikke lige kan huske navnet på, men det bliver hyggeligt. Først i Januar tager jeg tilbage til Iringa.

Så er vintertiden kommet, hos jer i DK, her bliver det bare varmere og varmere, og vi går og glæder os til der kommer noget regn, så luften kan blive renset, det har ikke regnet her i Iringa medens jeg har været her.

Jeg har været på ferie sammen med de andre volontører. Vi tog til Matema på badeferie, det var skønt, vandet var på den rigtige side af 20 grader og der var dejligt varmt. Vi var ude og snorkle med "akvariefisk" og på vandring på et bjerg, vi ville op og se et vandfald, vi fik også lige en dukkert i den lille sø, det var frisk, vandet. Alt i alt 5 gode og hyggelige dage.

Vi har lige haft Missionærkonference i en lille uge. Det var dejligt at se alle hovederne fra missionærplakaten, og lytte til en rigtig levende prædikant, i stedet for et bånd. Os volontører fik den udsøgte fornøjelse af at passe børnene fra tid til anden, men det er nogle søde børn missionærerne har, så det var ikke så slemt.

Til sidst vil jeg lige fortælle lidt om mine fremtidsplaner; i morgen tager jeg på tur, jeg blev så glad for Matema at jeg smutter forbi dernede igen, turen kommer til at tage ca. 2 uger. Jeg kommer ikke til at være hjemme i ret lang tid inden jeg tager til Mwanza for at hjælpe med kalendersalget i december. Midt i december tager jeg til Dar se Salaam for at hjælpe julen over.

Jeg kom hjem til Iringa i går aftes kl. 17.30, 17 dage og 2200 km rigere. Jeg syntes at det har været en god tur og jeg glæder mig til at komme af sted igen, men inden det sker skal jeg til Matema på en lille badeferie og der er Missions konference her i Iringa for alle Missionærerne, så der går lige lidt tid. Lige nu er jeg næsten helt selv på Soma Biblia grunden, Jens Erik, Hanne og børnene er i Dar, de skulle også have lidt ferie, Kim er på tur og Astrid og Randi er taget lidt rundt i Tanzania, hernede går de i skole om lørdagen og så får de lidt længere ferie. Men jeg har haft en god tur og nu mangler jeg bare at få bakket kuffert og bil ud, så staklen kan blive repareret. Jeg har jo da også haft 2 punkteringer på turen, men det er vist ikke så specielt.

Jeg vil lige starte med at fortælle at jeg har fået visum, til og med maj 2006, det er jo ikke længe nok, men det prøver de at lave om på inde i Dar, så i må fortsat bede for at jeg får visum i hele den periode jeg skal være her, tak for at i beder for det.

Jeg er i skrivende stund i Sumbawanga. Jeg har været på tur med Mangulisa siden tirsdag d. 13. Vi tog af sted tirsdag formiddag og kørte mod Makambako, Mbeya, Tunduma, Sumbawanga, Kipili, og nu igen Sumbawanga.

Mangulisa snakker hverken dansk eller engelsk (det vil sige, han kan godt, men vil ikke, og det er jo nok meget godt når det nu er swahili jeg er ved at prøve at lære) så al kommunikationen foregår på Kiswahili, og med store armbevægelser, og så kan man jo altid tilføje lidt synderjydsk, hvis man nu ikke kommer nogen vegne med noget af det andet, men han er nu ikke så vild med det, så vil han vist hellere engelsk. Men vi finder ud af det sammen.

Det er vist en god starter tur jeg er på, der er danskere over det hele, så ord der mangler bliver skrevet ned og oversat når jeg støder på nogen der kan mere end jeg kan, og det skal der ikke så forfærdelig meget til, og vi fik solgt nogle bøger til en masse folk. I Mbeya var der Peter og Anne Lene, i Sumbawanga var der Maria og Peder, Signe og to BDM volontører, og i Kipili besøgte jeg Ragnhild og 2 andre BDM volontører, Ragnhild har jeg gået på LMH med, så det var meget sjovt. I Kipili er der noget varmere end der er de andre steder jeg lige har været, så der kom søen i brug, men den er jo også dejlig.

Jeg er kommet til at lave en ikke helt så beskeden bule, i Land Cruiseren, som jeg gerne vil have den til at være. Jeg overså et hul i jordvejen, midt i et sving, det skal man ikke gøre, det hævner sig lige med det samme, især når der er en høj kant i den side man nærmest flyver ud i, men der var ikke nogen der kom til skade, og der er ikke sket mere med bilen end en hammer og lidt spartelmasse og en klat maling kan klare, men vi blev da lidt forskrækkede, jeg gjorde i hvert fald.

Jeg har været ude i Ruaha og se på dyr, det var rigtig flot og en god årstid til det, da vi kunne se rimeligt langt, fordi det ikke var helt grønt over det hele. Vi så rigtig mange dyr, jeg var der sammen med Leinums og Randi og Astrid. Vi havde en rigtig god tur. Ude på "TANDALA" var det rigtig flot, stedet hvor vi overnattede. Vi sov i telte der var slået op på pæle, se billeder, og lige da vi kom, kom der også ca. 6 elefanter og drak af poolen. Om natten kunne vi høre elefanter og andre dyr, bla. løver, de var henne og drikke af poolen om natten, og vi så fodspor af dem under teltet næste morgen. Dyrene larmede hele natten igennem, og man kunne høre dem over det hele. Søndag kørte nogle af os tilbage til Ruaha for at se lidt på dyr, vi så også krokodiller lige og sole sig, de er store når de kommer op på land, jeg vil gætte på 2½ til 3 meter. Tilbage på Tandala kom der en gammel elefant, de sagde at den var ca. 50 år gammel (de kan blive op til 70), og kan have 10 liter vand i snablen, den havde et ar i panden efter en kamp med et andet dyr. Den var meget stille og rolig, og Samuel fik lov til at fodre den med hånden. Vi var alle meget tæt på den, det var utroligt at stå ved siden af en stor vild elefant, det var ikke i cirkus eller noget lignende.

Men ellers går det fint hernede. Jeg er glad for at være her og jeg nyder Tanzania, med firben, kameleoner, kæmpebier, sorte mennesker over det hele og luften er anderledes end derhjemme, en scorpion er det da også blevet til. Temperaturen er også ved at stige lidt, her på bjerget som Iringa ligger på (ca. 1700 m over havet) kan det virke lidt køligt (20 grader), så er det jo rart at vi begynder at vinke farvel til den kolde tid hernede. Den største tilvending er ikke at der er sorte mennesker over det hele, det virker meget normalt (hvis man ser en hvid er det helt mærkeligt når man er uden for skolen) men det er at tage piller hver dag og sove med myggenet, at koge vandet inden det kan drikkes og en masse små ting som vi tager for givet hjemme i DK.

Til alle jer LMH'ere der nærmest kom op at slås om bananerne til aftenskaffe, kan jeg fortælle at en klase på ca. 15 bananer koster 500sch - ca. 2½kr. Frugt er generelt billigt, og det smager af en del mere. På en eller anden måde er det hele ved at blive hverdag, og der går længere og længere imellem at man lægger mærke til noget specielt.

Jeg vil bede jer om i ikke vil bede om at Signe og jeg (en volontør i Sumbawanga) kan få vores visum, vi mangler stadig. Men hvis det er lige så besværlig som at få et kørekort hernede, så... Det kræver en del tålmodighed, de godkender nemlig ikke vores DK-kørekort, for i DK godkender man ikke et Tanzaniansk kørekort, men det er da lykkedes efter en del trækken frem og tilbage.

Nu ser det også ud som om at mit visum er undervejs, men det er ikke i hus endnu, så i må gerne bede for det fortsat.

Jeg har lige været på min første rigtige bogtur sammen med Jens Erik og Levi. Det var rigtig godt. Vi tog af sted torsdag morgen og tog ned til Kilombero, hvor vi solgte bøger og overnattede 2 nætter. Derefter tog vi til Ifakara, fra Kilombero til Ifakara var der grusvej hele vejen, men den var rimelig god det meste af vejen. når man så skal køre fra Ifakara til Mahenge kommer der noget rimelig dårlig vej. Lige inden man kommer til Mahenge begynder det at gå opad og til sidst ender det med at man nok er lige så højt oppe som når man er i Iringa, temperaturen falder ca. 5 grader på kort tid. I Mahenge prøvede jeg at tage en masse traktater og så gå ned af gaden, man kan hurtig komme af med nogen når de ser at man deler ud af det man går rundt med, og de læser det bagefter, de kaster det ikke bare på vejen. Jeg blev også stoppet af en betjent (de står over det hele og laver kontroller, det er meget værre end i DK), han ville hare høre hvad en bibel kostede. Det tror jeg ikke ville være sket i DK, det er utroligt som folk er ivrige efter at købe en bog at læse i.

Efter Mahenge kørte vi til Malinyi, og da vi alligevel var der så vi hospitalet og bibelskolen i Lugala, det er lidt sjovt at tænke på et der engang har været mange missionærer dernede, for nu er der ingen tilbage mere, de sidste rejste fra bibelskolen i sommers. Vi tog tidligt af sted fra Lugalla, vi startede selvfølgelig med at sælge 1 bog eller 2, og så ventede der ellers 150 km grusvej, den ene strækning dårligere end den anden. Jeg nåede da også at køre en Bavian ned, den er stor, sådan en. Den løber også hurtig. Men alt i alt kom vi godt med færgen og til Ifakara. Her fik vi fyldt Diesel på og skiftet springbusserne, så var vi klar til den sidste strækning fra Ifakara til Iringa. Gæstehuset i Ifakara er godt nok, hvis vi ser bort fra toilettet, det er overpisset og ulækkert, og der er ingen håndklæde, men sådan der det mange steder på den tur jeg lige har været på, jeg fik heller ikke varm vand i den uge som det stod på, men det var min egen skyld, i hvert fald den ene dag, jeg skulle bare spørge, selv om det heller ikke er nemt, men turen har hjulpet lidt på mit kiswahili, det er vist godt at bare blive kastet ud i det. Det støver helt vildt ned i det område vi har kørt rundt i de sidste par dage, der er støv over det hele, det hænger i luften konstant, den er helt sløret af støv, jeg kan ikke forstå at der er nogen der har kunnet leve herned i længere tid af gangen, det er simpelthen til at få kuller af alt det støv.

Alt i alt var det en god tur, jeg prøver vist aldrig at komme længer ud på landet, når man når til Lugala kan man ikke komme længere, vejen stopper og den eneste vej frem er tilbage ad 150 km grusvej. Vi fik solgt mange bøger og folk var glade for at se os.

Jeg har fået det kiswahili jeg har lært, sat på en prøve og jeg har lært meget på turen, det er dejligt. Det er et skønt land at være i, tag nu bare markedet, der forventes at man forhandler og at man lige siger et ord eller to til hinanden, de har utrolig mange hilsner hernede.

Mange tak for bønner, mails, breve og SMS'er

Lugten er ubeskrivelig, i lufthavnen var der 25 grader fredag d. 15/7 da vi landede kl. 0700, det var lummert som lige før et ordentlig tordenskyl. Vi kom hjem til Kristian og Berit og fik morgenmad, vi tog på stranden kl. 1000 - 1430. Det var skønt, dejlig strand, vandet er rimelig saltet, jeg kan flyde i det. Solen stod højt på himmelen og der var 30 grader, så tog vi ud til vores gæsteværelse, det ligger kun 4-5min fra Soma Biblia. Der er aircondition, bad, toilet, bruser, vand, strøm, en frisk liter vand til at drikke af og myggenet, kort sagt - alt hvad hjertet kan begære, og ikke mindst en seng, morgenmaden var en oplevelse. Bollerne var som kanonkugler og kaffen var ikke bare sort, den var virkelig sort og skulle skæres ud. Vi fik bilen pakket og kørte mod Iringa. Vi kørte igennem Mikumi National Park, vi så mange dyr, også meget tæt på, Bavianer, Giraffer, Elefanter, nogle rådyr-lignende ting, Perlehøns, og noget der ligner en rådyr-ged, og en eller anden slags aber. Zebraerne var lidt længere væk. Naturen er virkelig noget for sig selv. Hernede er jeg blevet færdig med sprogskole, de sidste 2 uger foregik i Iringa ude i kibandaen i haven, det var godt nok. Vi går og hygger os med at lave lidt om på containere og få lidt mere styr på bøgerne. Det der med Kiswahili er ikke lige min stærke side, men nu må jeg jo bare se om det ikke kommer hen af vejen. Der kommer billeder senere.

Vi mangler stadig visum, alle os 7 der tager til Tanzania d. 14/7, og hvis vi ikke får det kan det hvis ikke betale sig at tage af sted. Men ellers går alt fint. Jeg er så småt begyndt at sige farvel til dem som jeg ikke regner med at se inden jeg smutter. Tiden går hurtig, nu er det kun godt 1 måned til dagen oprinder, det er med lidt blandede følelser, men mest af alt glæder jeg mig til at komme af sted.

		Nyheder